BRÆNDT

Digt af: Lille hjerte.

BRÆNDT

Mørket ligger tungt på min hvide hud

Som flydende silke på stenhård marmor.

I det sarte skær fra stearinlyset

Glimter dine sorte øjne.

Luften imellem os er tyk som tjære

Ruderne er belagt med et fedt lag af damp.

Jeg ser igennem hvide hinder af lyst og liderlighed og skam.

Min indånding er hæs og hurtig

Følelsen af trang, mere end lyst.

Dine sorte øjne penetrerer mine blå

Æder af mit liv, blik for blik.

Du lader dine tørre, skarpe kys hagle ned over mig.

Hvert af dem binder mig yderligere

til sengen.

Jeg stønner af afmagt

Ikke længere nydelse.

Din berøring er hård og nådesløs

Og jeg føler du er fremmed.

Angsten pibler frem i mig

Spreder sig som syregrønne tråde i mine blodårer.

Du tvinger mig med stigende hast

Ned i mørkets brølende afgrund.

Jo mere angst jeg bliver

Jo større er nydelsen.

Jeg drikker dit spyt skønt det ætser indeni

Jeg vi have mere!

Giv mig mere!

Klimakset forsegler min skæbne

Fastbinder mig til helvedets brændende bål

Svovl, røg og tjære.

Mod krøllet hvid elfenbenshud.

Flammernes slikken glimter i dine sorte pupiller.

Jeg skriger af smerte

Og af glæde.

Hvordan kan man elske så højt?

Stanken af brændende kød spreder sig

Fra afgrunden.

Fanger din opmærksomhed

Blot for et sekund.

Dine sorte øjne er matte og tomme

Mens du vender dig og går.

Og mit indre brænder med titusinde slikkende flammer.

Dedikeret til: Du ved godt selv hvem du er. 

Og til jer: Kommentér endelig, men vær venligst søde. Mine digte ligger mig nær.